Musical på tværs præsenterer 

The Addams Family @youngpart – en uhyggelig morsom musical komedie om verdens skøreste familie. Skal du være en del af universet, så se med her! 

I musicalen møder vi familien Addams – en tæt knyttet familieklan med makabre interesser. Vi følger teenagedatteren Wednesday Addams, som har forelsket sig i en “almindelig” dreng. I håbet om at få sine forældres velsignelse, byder hun dem på middag. Men aftenen forløber ikke helt som planlagt og ved tilfældigheder ender det i kaos og stridigheder i begge familier og de må alle finde hinanden på ny. 

Forestillingen er baseret på Charles Addams’ ikoniske tegnefilm. The Addams Family er også lavet som film og senest har karakteren Wednesday fået sin egen tv-serie på Netflix. 

I Musical på tværs-projektet vil vi skabe vores egen unikke version af denne klassiker ved at lade eleverne være medskabende i de kreative processer. Det bliver en forestilling, vi løfter i flok, hvor alle roller både bag og på scenen er lige vigtige. 

*WORKSHOP for ALLE DER VIL VÆRE PÅ SCENEN 

Det foregår i festsalen på Haderslev Katedralskole mandag d. 28 september 2026 kl 15:00-18:00.  

Alle, der ønsker at medvirke på scenen enten som danser, i ensemblet, i en lille eller stor rolle, skal deltage i en fælles workshop. Det vil være et trygt og legende rum, hvor instruktøren vil lave nogle simple øvelser på gulvet, hvor man arbejder med forestillingsevne, følelser, stemninger, kropsbevidsthed og stemmebrug. Det kræver ingen erfaring, men man er garanteret at det bliver sjovt. 
Workshoppen gør det muligt for det kreative team at lære alle medvirkende at kende. 

De, som søger en større rolle, vil skulle til en solistprøve, hvor de sammen med en pianist og stemmecoach synger lidt på en af sangene fra forestillingen. Audition-sangene bliver offentliggjort onsdag d. 2. september. Der vil være lydfil samt noder og tekst at øve til. 

De som søger som danser vil skulle indøve en lille koreografi med koreografen 
( tid og sted offentliggøres snarest) 

Kategorier: 

På Scenen:   
 

Rolle: Der er i alt 10 større roller, som har solosange eller/og replikker. Melder du dig på en rolle, så syng den sang, du synes ligger bedst til din stemme. Vi ønsker ikke, at du søger på én bestemt rolle, men blot kommer med det til din audition, som du har det bedst med. For inspiration se rollebeskrivelse:   

Orkester: Musicalens orkester er hjertet i forestillingen. Det er her, at en stor del af energien, stemningen og følelserne bliver skabt, som bringer sangene til live på scenen.  

Som medlem af orkestret bliver du udfordret musikalsk, udvikler dine samspilsevner og oplever glæden ved at være med til at skabe en stor forestilling som en del af et helt særligt fællesskab. 

Til orkesterets rytmegruppe søger vi trommeslagere, bassister, guitarister og pianister, som udvælges på baggrund af en audition. Udover tekniske spillefærdigheder vægtes nodelæsningsevner og evnen til at indgå i et musikalsk sammenspil. 

Audition afholdes tirsdag den 29. september kl. 15 i lokale 72 på Haderslev Katedralskole. 

Derudover søger vi strygere og blæsere, hvor deltagelsen ikke kræver en audition. 

For alle gælder, at det vigtigste er engagement, ansvarlighed og lysten til at være en del af et stærkt fællesskab. 

Lyder ovenstående som noget for dig, og er du klar til at lade musikken føre historien frem? Så er der en plads til dig i musicalorkestret. 

Ensemble: Vi skal bruge et stort ensemble til at synge kor og være en medfortællende enhed i hele Addams universet. Ensemblet bliver en stor del af forestillingen og hver karakter er med til at forme forestillingen igennem sang, skuespil og dans. Derfor søger vi ALLE typer.    

Ensemble/ lille Rolle:  

I ensemblet er der flere små roller med enkelte replikker og sangbidder. Hvis du har lyst til at få en solo-linje- eller replik, skal du melde dig på her 

Danser: Vi søger mellem 8 og 10 dansere til de mere udfordrende koreografier, som vil blive en del af de store ensemblescener. Der er intet krav til danse-erfaring, men koreografierne vil blive skabt til de dansere, der kommer med. Her søger vi også ALLE typer. 

Bag scenen:  

PR/SoMe:  

Vi søger unge til at lave SoMe og PR for forestillingen. Her vil du være med til at følge arbejdsprocessen omkring musicalen helt tæt på og være ansvarlig for at få vores musical ud til alle i Haderslev igennem både de sociale medier og reklamer.  

Lyd og lys: 

Meld dig på lyd og lys, hvis du synes det kunne være spændende at være en del af en af de vigtigste brikker i en stor musicalopsætning. Vi skal bruge lydteknikere, som kan finde fede lydeffekter, ordne mikrofoner og styre lydpulten, når forestillingen kører. Og vi skal bruge lysteknikere, som kan skabe magi med lamper og lys og styre lyspulten, når forestillingen kører. Der er ingen erfaring påkrævet. Du vil til gengæld få en masse erfaring og blive oplært i alt hvad der har med lyd og lys at gøre.  

Kostume:  

Ingen forestilling uden kostumer og i The Addams Family er det ingen undtagelse. Så kan du lide at sy, være kreativ med dine hænder og synes du, det ville være spændende at være med til at skabe alle disse fantastiske karakterer, så meld dig på her. Og det er ikke et krav, at du kan sy. Så kom endelig! 

Hår/sminke:  

Du kan også her være med til at designe hvordan håret og sminken skal være, samt hjælpe skuespillerne under forestillingen. Det vil i løbet af forløbet være muligt at deltage i en workshop. 

Scenografi/rekvisitter 

The Addams family foregår i sit helt eget univers, hvor alt kan ske. Det skal scenografien være med til at underbygge og derfor har vi brug for kreative sjæle, der godt kan lide at bruge hænderne. Der skal bygges scenografi og der skal kreeres rekvisitter, der skal kunne lidt af hvert. Her får du virkelig mulighed for at skabe teatermagi! Når forestillingen skal spille, vil du være med til at lave sceneskift og styre forestillingen backstage.  

Tilmelding sker via Haderslev Ungdomsskole